10 oktober 2024
Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100
Ændringen i planloven giver bl.a. kommunerne mulighed for at beslutte i lokalplanen, at der skal være en vis mængde ustøttede private ungdomsboliger, ligesom den stiller krav til bygningens administrator om at kunne dokumentere lejernes studieaktivitet.
En ustøttet privat ungdomsbolig er et nyt begreb, der blev indført med ændringen af planloven. Begrebet skal forstås som boliger, der skal udlejes til studerende, men ikke er omfattede af enten loven om støttede ungdomsboliger eller af loven om almene boliger.
Lovændringen medfører, at kommunalbestyrelsen i en lokalplan kan kræve, at en ejendom skal udlægges til ustøttede private ungdomsboliger. Hvis dette er tilfældet i lokalplanen, skal ejendomsadministratoren/developeren være opmærksom på, at der skal tinglyses en deklaration på ejendommen, der gør det klart, at formålet med anvendelsen er ustøttede private ungdomsboliger.
I den nyligt vedtagne lov er det ligeledes et krav, at administratoren af et færdigt byggeri skal sikre, at den ustøttede private ungdomsbolig reelt bebos af en, der enten er studieaktiv eller uddannelsessøgende. Administratoren skal sikre dette allerede ved indgåelse af en lejeaftale, og det skal fortsat bekræftes én gang årligt.
Det er præciseret i loven, at udlejer som administrator af ejendommen har ret til at kræve disse oplysninger om lejerens studieforhold fra lejeren. Lejeren er således påkrævet at skulle udlevere den nødvendige dokumentation. Der er ligeledes blevet foretaget ændring af lejeloven, så der er hjemmel til, at udlejer kan opsige en lejer, der ikke længere er aktivt studerende, hvis lejer bor i en ustøttet privat ungdomsbolig.
Hvis der er en længere periode, hvor den ustøttede private ungdomsbolig ikke kan udlejes til studerende, kan udlejer anmode kommunalbestyrelsen om at give tilladelse til at udlejer kan udleje boligen til anden side. I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal lægge vægt på, at boligen har været ledig i mindst en måned, og at udlejeren kan godtgøre, at denne uanset forsøg herpå, ikke har kunne udleje til aktive studerende.
Hos Codex advokater er vi klar til at hjælpe hvis du er i tvivl om betingelserne for det område, hvor du skal opføre en bygning, ligesom vi gerne rådgiver om hvad du som udlejer må og ikke må i relation til dine lejere.