Kan vi hjælpe dig?

Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100

12 september 2024

Grundejerforeninger skal betale grundskyld af fællesarealer fra år 2025

Grundejerforeninger skal med virkning fra 1. januar 2025 og frem betale grundskyld for en række rekreative arealer, som de ejer, hvilket de ikke tidligere har gjort. Dette vil også få økonomisk betydning for de husejere, som er medlemmer af grundejerforeninger.

Ændring af hidtil praksis

Efter hidtil praksis har de fællesarealer, som grundejerforeninger ejer, været vurderet til 0 kr., hvorfor der ikke skal betales grundskyld af disse arealer. Dette ændres dog med virkning fra 1. januar 2025, hvorefter der pålægges grundejerforeninger at betale grundskyld for fællesarealer som ubebyggede erhvervsgrunde til rekreative formål. Fællesarealer er arealer, som grundejerforeninger er tinglyste ejere af. Fælles arealer kvalificeres som rekreative arealer, hvis de efter lokalplanen ikke må bebygges og ikke er registrerede som veje i matriklen såsom f.eks. grønne områder, fodboldbaner eller legepladser.

Rekreative fællesarealer vurderes til en tiendedel af grundværdien pr. kvadratmeter grundareal for et standardiseret enfamiliehus med samme beliggenhed som det pågældende fællesareal og en grund af standardstørrelse.

Hvis et fællesareal er registreret som vej, vil det stadig have en vurdering på 0 kr.

Betaling af grundskyld for fællesarealer medfører stigning i medlemskontingenter

Med den nye praksisændring skal grundejerforeninger fremover betale grundskyld af fællesarealer, hvorved grundejerforeningernes samlede årlige udgifter vil stige. En sådan stigning af grundejerforeningernes samlede årlige udgifter vil blive fordelt blandt medlemmer via en forhøjelse af medlemskontingentet.

Der vil være en indfasningsperiode, hvorefter der er fastsat nogle stigningsbegrænsninger for at lægge en dæmper for, hvor hurtigt grundskylden kan stige. For 2025 skal grundskylden beregnes på basis af vurderingen pr. 1.3.2023, men kan herefter årligt højst stige med et beløb på 4,75% af denne vurdering. Stigningen vil derfor være beskeden i begyndelsen.

Særligt investorer, der ejer flere eller alle boliger i en grundejerforening, skal være opmærksomme på, at betalingen af grundskyld vil kunne have væsentlig betydning for rentabiliteten af et projekt på længere sigt.

Den nye ændring kan også forventes at have betydning for værdiansættelsen af ejendomme, særligt hvor grundejerforeninger har store fællesarealer.