10 april 2025
Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100
Der er alvor bag ordene, når det i Lejelovens § 98 slås fast, at ”Fraflytningsrapporter skal udleveres til lejeren ved synet..”. Denne regel blev indført med virkning for fraflytninger, der sker efter 1.7.2015, og overholdes reglen ikke, mister udlejeren sit istandsættelseskrav mod lejeren.
Advokat Kent Kragh fra Codex Advokater har netop vundet en retssag som fastslår, at lejeren skal have udleveret en kopi af udflytningsrapporten under selve mødet, hvor lejer og udlejer gennemgår lejemålet for at konstatere, hvad der skal laves, og hvem der skal betale for det (fraflytningssynet). Det er således ikke tilstrækkeligt, at lejeren underskriver rapporten og får den eftersendt.
I den konkrete sag indrømmede lejeren, at udlejeren havde et krav på istandsættelse, og lejeren underskrev også på fraflytningsrapporten, men udlejeren udleverede ikke en kopi til lejeren under mødet, og fik først sendt rapporten til lejeren ca. 1 uge senere. Boligretten slog fast, at udlejeren havde fortabt sit krav på istandsættelse, fordi rapporten ikke blev udleveret.
Som udlejer må man altså enten skrive to rapporter under synet (f.eks. ved gammeldags gennemslagspapir) eller medbringe en printer eller kopimaskine, så der kan udskrives en kopi til lejeren. Man bør også sikre sig, at lejeren kvitterer for modtagelsen, så man kan bevise, at lejeren har fået en kopi udleveret.
Ministeriet har udarbejdet en vejledning om synsforretninger, som også angiver den mulighed, at rapporten sendes elektronisk til lejeren under mødet, og at lejeren under mødet bekræfter modtagelsen, men denne mulighed forudsætter jo, at udlejer og leje kan blive enige om det.
Hvis lejeren trods lovlig indkaldelse ikke møder op til synet, enten selv eller ved en stedfortræder, kan udlejeren sende rapporten, hvilket skal ske inden 2 uger. Dette gælder også, hvis lejeren ikke vil kvittere for modtagelsen af rapporten.
Man skal være opmærksom på, at der gælder tilsvarende regler for indflytningsrapporter, og også, at det i lejekontrakter efter 1.7.2015 ikke kan aftales, at lejemålet skal afleveres af lejeren ”nyistandsat” ved fraflytningen.
For nærmere uddybning af reglerne kan advokat Kent Kragh, som førte sagen for Boligretten, kontaktes.