07 november 2024
Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100
Ny dom fra Højesteret om muligt hæftelsesgennembrud understreger ledelsens ansvar.
Højesteret har i en dom afsagt i januar 2018 slået fast, at et moderselskab kan komme til at hæfte for de sagsomkostninger, som datterselskabet skulle betale til modparten i en tabt retssag.
De faktiske omstændigheder var, at datterselskabet i 2007 anlagde sag om erstatning, da datterselskabet mente, at der havde været fejl ved et offentligt udbud, som datterselskabet havde tabt. Der blev nedlagt påstand om betaling af ca. kr. 400 mio. I 2010 blev påstanden forhøjet med mere end kr. 100 mio., så den endelige påstand endte på ca. kr. 559 mio.
Fra 2009 havde datterselskabet ikke flere reelle driftsaktiviteter, og den eneste aktivitet var mere eller mindre blot at føre retssagen.
Der blev indgået en aftale med en tredjemand om, at datterselskabet ville få afdækket sine egne omkostninger ved at føre retssagen. Aftalen omfattede ikke afdækning af de omkostninger, som datterselskabet måtte komme til at betale til modparten.
Da en række andre prøvesager om lignende spørgsmål blev vundet af den danske stat, valgte datterselskabet at hæve sagen mod den danske stat i sommeren 2015. Datterselskabet blev dømt til at betale ganske betydelige sagsomkostninger til den danske stat – i alt ca. kr. 16 mio.
Da datterselskabet ikke kunne betale sagsomkostninger til modparten, blev der anlagt sag mod moderselskabet – der var hollandsk – med påstand om, at moderselskabet skulle betale.
Af landsrettens dom fremgår det, at moderselskabet, der var eneejer af det hollandske datterselskab, udgjorde bestyrelsen i datterselskabet i overensstemmelse med muligheden herfor efter hollandsk ret.
Den danske stat fik medhold i, at moderselskabet var ansvarlig for sagsomkostningerne. Dog blev erstatningen skønsmæssigt fastsat til kr. 10 mio.
Højesteret nåede samme resultat som landsretten og begrundede resultatet med følgende:
1. Datterselskabet blev ikke anset for at være et ”tomt processelskab”, og det forhold, at datterselskabet førte sagen, blev ikke anset for at være omgåelse af reglerne om sagsomkostninger.
2. Imidlertid burde moderselskabet og ledelsen i datterselskabet fra 2009, hvor aktiviteterne i datterselskabet ophørte, have indset, at datterselskabet ikke kunne betale sagens omkostninger.
Højesteret bemærker, at datterselskabet sørgede for at få finansieret egne sagsomkostninger, men ikke i samme forbindelse sørgede for at dække omkostninger til modparten af.
Derfor mener Højesteret, som landsretten, at det fra 2009 var ansvarspådragende overfor modparten at videreføre sagen.
Og hvad kan vi så lære af det?
Det klare juridiske udgangspunkt er, at et selskab med begrænset hæftelse – aktie- eller anpartsselskab – alene hæfter med selskabets kapital. Altså kan selskabets kreditorer som det klare udgangspunkt hverken gå løs på ledelsen – direktionen og bestyrelsen – eller ejeren af selskabet – aktionæren eller anpartshaveren – hvis kreditor ikke får betalt sin regning.
I forhold til ledelsen i selskabet – direktion og bestyrelse – er det fastslået i retspraksis, at ledelsen kan blive personligt ansvarlig for selskabets dispositioner, hvis det må stå ledelsen klart, at selskabet ikke kan opfylde sine forpligtelser, og ledelsen uanset dette fortsætter driften af selskabet, selv om det indebærer en risiko for tab for kreditorerne.
Sagt med andre ord – hvis selskabets ledelse tillader, at selskabet fortsætter driften ud over ”håbsløshedstidspunktet”, kan ledelsen blive ansvarlig for en kreditors tab.
Det er derimod usædvanligt, at kapitalejeren som sådan bliver ansvarlig for et selskabs dispositioner.
Det står ikke helt klart, hvilken betydning det tillægges, at eneejeren/kapitalejeren udgjorde ledelsen i datterselskabet. Denne mulighed findes ikke i dansk ret. Men det kunne have været hensigtsmæssigt, om både landsretten og Højesteret havde præciseret, om der er tale om et ledelsesansvar – i overensstemmelse med hidtidig praksis – eller om der er tale om et egentlig hæftelsesgennembrud.
Det står også ubesvaret tilbage, om der ikke ville have været ansvar, hvis datterselskabet havde undladt at hæve påstanden fra kr. 400 mio. til kr. 559 mio. på det tidspunkt, hvor det måtte have stået ledelsen klart, at der ikke var mulighed for at betale eventuelle sagsomkostninger til modparten.
Men det er i hvert fald sikkert, at dommen efterlader et eller andet hul for prøvelse af fremtidige sager om hæftelsesgennembrud for en kapitalejer. Så må de fremtidige sager vise rækkevidden af dette.
Dommen sætter endnu en gang en tyk streg under, at ledelsen i selskaber skal være klar til at tage de nødvendige forholdsregler, hvilket alt andet lige er indgivelse af konkursbegæring eller rekonstruktionsbegæring, hvis der er tegn i sol og måne på, at selskabet ikke vil kunne honorere sine forpligtelser.
Codex Advokater har tidligere redegjort for ledelsesansvar:
https://www.codexlaw.dk/da/nyheder/7-dansk/nyheder/151-ledelsesansvar
Højesterets og landsrettens domme kan læses her:
http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Selskabetsledelsevarerstatningsansvarligforbetalingafsagsomkostninger.aspx