Ny dom fra Højesteret om fortolkningen af forældelseslovens særregel om kautionskrav

Højesteret har i en dom fra 27. august 2024 taget stilling til, hvordan forældelseslovens regel om kautionskrav skal fortolkes.

Sagen angik et selskab, der i juli 2008 optog et pantebrevslån med sikkerhed i selskabets ejendom. Lånet var uopsigeligt i 30 år, medmindre realkreditinstituttet krævede det indfriet ved misligholdelse af betalinger. Selskabets direktør stillede selvskyldnerkaution for lånet. Selskabet misligholdte sin betaling den 1. marts 2009, men realkreditinstituttet krævede ikke lånet indfriet. Den 12. januar 2010 gik selskabet konkurs, og ejendommen blev solgt på tvangsauktion den 24. november 2010. Realkreditinstituttet fik dækket noget af gælden, men en del af kravet forblev ubetalt, hvorfor der blev rettet krav mod kautionisten. Sagen blev anlagt den 20. maj 2020, og parterne i sagen var uenige om forældelsesfristen for kravet mod kautionisten.

Realkreditinstituttet gjorde gældende, at forældelsesfristen for kautionskravet på 10 år først begyndte at løbe fra ejerskiftet ved tvangsauktionen den 24. november 2010, og at kravet således ikke var forældet. Kautionisten mente derimod, at fristen skulle regnes fra den 1. marts 2009, hvor den første terminsbetaling blev misligholdt, eller alternativt fra den 12. januar 2010, hvor hovedskyldneren gik konkurs, og at kravet derfor var forældet.

Landsretten fandt, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for kautionskravet allerede var den 1. marts 2009, hvor realkreditinstituttet havde muligheden for at kræve restgælden indfriet af hovedskyldneren, også selvom realkreditinstituttet ikke udnyttede denne mulighed. Landsretten konkluderede herefter, at kautionskravet var forældet.

Højesterets dom:

Højesteret kom til det modsatte resultat og fastslog, at realkreditinstituttets krav mod kautionisten ikke var forældet ved sagens anlæg den 20. maj 2020.

Højesteret lagde vægt på forarbejderne til forældelseslovens særregel for kautionskrav, hvoraf det fremgår, at forældelsesfristen for en selvskyldnerkaution begynder ved hovedskyldnerens misligholdelse. I overensstemmelse med almindelige kautionsretlige principper understregede Højesteret, at en kreditor først kan kræve betaling af en selvskyldnerkautionist, når der foreligger et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren.

Højesteret vurderede, at den del af pantebrevsgælden, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen, tidligst kunne kræves af hovedskyldneren fra tvangsauktionen den 24. november 2010, i overensstemmelse med pantebrevets betingelser.

Forældelsesfristen på 10 år for kautionskravet begyndte derfor tidligst at løbe fra denne dato, hvilket betød, at kravet ikke var forældet, da sagen blev anlagt den 20. maj 2020.

Dommen tydeliggør, at forældelsesfristen for krav mod en selvskyldnerkautionist tidligst begynder at løbe, når der foreligger et aktuelt og uopfyldt krav mod hovedskyldneren.