Kan vi hjælpe dig?

Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100

reCAPTCHA is required.
12 august 2014

Nyt offentligt Ejerregister

Folketinget behandler i øjeblikket en ændring af selskabsloven, som, hvis den vedtages, vil betyde, at der indføres et nyt online ejerregister, hvor ejerskab eller panteret (forudsat, at panthaver har råderet over stemmeretten) til 5 % eller mere i danske aktie-, partner-, anparts- og iværksætterselskaber, fremadrettet skal registreres.

Ejerregisteret bliver åbnet for offentligheden den 15. juni 2015.

Hvem er omfattet af registreringspligten

Reglerne om registrering gælder både nye og eksisterende aktie-, partner-, anparts- og iværksætterselskaber.

Kapitalejere:
Det er alle kapitalejere med en ejerandel på 5 % og derover, der skal registres i ejerregistret.

Panthavere:
Panthavere, der har pant i mere end 5 % af selskabskapitalen, og har råderet over 5 % eller mere af stemmerne i selskabet skal ligeledes registreres. Hvis panthaver ikke har råderet over mere end 5 % af stemmerne, skal panthaver ikke registreres. Det vil derfor ikke fremgå af ejerregistret, at ejerandelene er pantsat, hvis ikke panthaver samtidig opnår råderet over stemmeretten.

Andre personer, der har indflydelse på selskabet:
Personer, der via aftale eller på anden vis har indflydelse på selskabet, f.eks. fordi man ved aftale har erhvervet en aktionærs stemmerettigheder uden at have erhvervet de pågældende kapitalandele, skal også registreres i ejerregistret.

Ihændehaveraktier:
Der indføres endvidere et særligt ikke offentligt tilgængeligt ejerregister, hvori indehavere af ihændehaveraktier i et selskab, hvor vedkommende samlet set ejer mindre end 5 % af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, skal registreres. I modsætning til det offentligt tilgængelige ejerregister er det aktionæren selv, der har ansvaret for at registrere antallet af ihændehaveraktier i ihændehaverregistret. Dette gælder dog ikke børsnoterede selskaber.

Hvornår skal registrering ske

Ejerforholdene i eksisterende selskaber skal være registreret senest den 15. juni 2015. Eksisterende selskaber har dermed 6 måneder til at få foretage registrering af ejerforholdene.

For nye selskaber, der stiftes den 15. december 2014 eller senere, gælder der, at disse skal registrere deres ejere senest 14 dage efter stiftelsen.

Sker der ændring i ejerforhold med mere end 5 %, skal ændringen også registreres i ejerregistret. Ifølge lovforslaget skal selskabet senest 14 dage efter, selskabet har modtaget underretning om en ændring i ejerforhold, foretage registrering af dette i ejerregistret. Dette gælder også eventuelle pantsætninger.

Manglende registrering i ejerregistret straffes med bøde.

Hvordan registrer man i ejerregistret?

Registrering i ejerregistret skal ske på www.virk.dk

Det er selskabet, der skal foretage registreringen i ejerregistret på baggrund af ejerens meddelelse til selskabet om, at vedkommende har krydset en af følgende besiddelsesgrænser: 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90, 100 %, samt 1/3 og 2/3 af selskabets samlede kapital eller stemmeret.

Registreringspligten gælder også ved delsalg f.eks., når en ejerandel ændrer sig fra 25 % til 20 %.

Selskabet har pligt til at foretage registrering senest 14 dage efter, at selskabet har modtaget en indberetning om en registreringspligtig overgang af ejerandele.

Ejerbog

Ejerregistret må ikke forveksles med ejerbogen.

Alle danske selskaber har fortsat pligt til at føre en ejerbog med fortegnelse over samtlige kapitalejere og panthavere. Ejerbogen skal ikke offentliggøres, men være tilgængelig for de offentlige myndigheder.

Som led i indførelse af ejerregistret indfører Erhvervsstyrelsens en online ejerbog, hvorfra udvalgte oplysninger automatisk kan overføres til ejerregistret. Det er valgfrit, om selskaberne ønsker at gøre brug af Erhvervsstyrelsens online ejerbog.

Oprettelsen af ejerregistret ændrer heller ikke på de sikringsakter, som kapitalejere og panthavere skal iagttage for at sikre deres ret i forhold til tredjemand. Ejerens retsstilling i forhold til sit ejerskab påvirkes derfor ikke af en manglende registrering.

Kontakt en af vores advokater, hvis du vil vide mere, eller har brug for hjælp til registrering i Det Offentlige Ejerregister eller til ejerbogen.