Opretholdelse af gyldigt ejendomsforbehold over for debitors konkursbo og øvrige kreditorer

Et ejendomsforbehold defineres som en handel, hvor det på forhånd er aftalt mellem køberen og sælgeren, at sælgeren kan tage det solgte løsøre tilbage, hvis køberen ikke opfylder sine forpligtelser, typisk betaling af købesummen. Det er altså et aftalevilkår, der betyder, at sælgeren ikke mister eller opgiver sin ejendomsret til det solgte løsøre, før sælgeren har modtaget den fulde købesum. Ejendomsforbeholdet betyder, at køberen først opnår den fulde ejendomsret til det solgte, når købesummen er betalt fuldt ud.

Formålet med denne type sikkerhed er, at sælgeren i kreditkøb som udgangspunkt undgår, at køberen får ejerskab over det solgte uden at have betalt købesummen og uden, at sælgeren har muligheder for at blive fyldestgjort på anden vis end ved at rejse et pengekrav. Dette er navnlig ikke attraktivt for en sælger, især når køberen går konkurs.

Som teoretisk udgangspunkt vil en sælger med et gyldigt ejendomsforhold have et separatistkrav i et konkursbo, altså en ret over for konkursboet til at kræve det solgte udleveret.

Kreditaftaleloven, der udstikker grundbetingelserne for et gyldigt ejendomsforbehold, er dog ikke gældende for konkursboer og for handel mellem erhvervsdrivende. For at konkludere, hvorvidt et ejendomsforhold over for et konkursbo er gyldigt, anvender man i stedet en analog fortolkning af reglerne for konsignation, hvilket komplicerer vilkårene.

Det er for det første en betingelse for et gyldigt ejendomsforbehold, at aftalen er gyldigt indgået. Heri ligger også et krav om, at aftalen skal være klar. Modsætningsvis til, hvad der ofte sker i praksis, kan en sælger fx ikke indskrive et ejendomsforbehold i sine almindelige handelsbetingelser eller andre standardvilkår, hvis disse ikke er vedtaget mellem parterne inden indgåelsen af handlen, eller som en ensidig tilføjelse på en faktura eller ordrebekræftelse. Det bør derimod være et aftalevilkår, der fremsendes senest sammen med et tilbud og accepteres af køberen.

Dernæst er det et krav, at det solgte skal være individualiseret og identificerbart. Kravet betyder konkret, at det solgte klart skal kunne identificeres blandt køberens øvrige aktiver, fx ved at det er beskrevet tydeligt i aftalen, påført unikke markører eller holdes adskilt fra køberens øvrige genstande. Dette er sjældent et problem, hvis der sælges en species vare, som fx en bil eller et andet større objekt med unikke markører, men det er ofte et problem, når der er tale om genus varer, fx et parti identiske løsøreobjekter.

Herudover skal man som sælgeren i erhvervsforhold føre kontrol med, hvor det solgte befinder sig, og hvis der er tale om genus varer, der for køberen er en handelsvare eller indgår i en produktion, om og i hvilket omfang der sker udskillelse af varerne.

Konkret ses det tit, at disse vilkår er uklare og vanskelige at overholde i praksis. Det vil typisk føre til, at ejendomsforhold er tæt på umulige at opretholde over for et selskabs konkursbo, hvis man ikke er meget bevidst om løbende opfyldelse af betingelserne.

Kontakt Codex Advokater, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit ejendomsforbehold er gyldigt, eller hvis du har brug for assistance med at udarbejde et aftalegrundlag, der holder hele vejen.