Ny dom – Højesteret afviser at tage stilling til ophævelse af en proforma-overdragelse

Højesteret afviser i en ny dom af 13. december 2022 at tage stilling til en parts anbringender om, at overdragelse af en andelslejlighed til hendes børn var en proforma-aftale for at skjule lejligheden fra hendes kreditorer, da det kunne hjælpe hende med at råde over andelen udenom kreditorerne.

A havde ejet en andelslejlighed siden 1987. I 2001 overdragede hun ved påtegning på andelsbeviset halvdelen af anparten til sin datter, C. I 2002 blev den anden halvdel overdraget til A’s søn, B, på samme måde. Datteren overdragede i 2012 sin halvdel til B, der derefter fremstod som eneejer af anparten. A boede hele tiden i lejligheden. I 2007 blev der oprettet en lejekontrakt, hvorefter A lejede lejligheden af B.

Der opstod senere en tvist mellem A og B, idet B opsagde lejekontrakten og ville have A til at fraflytte lejligheden. Det førte til en retssag, hvor A på den ene side argumenterede for, at overdragelsen havde været rent proforma for at unddrage lejligheden fra hendes kreditorer og derfor ville have dom for, at andelslejligheden tilhørte hende. B anførte modsat, at overdragelsen var reel, da det altid havde været planen, at børnene skulle overtage andelslejligheden. B ville derfor have dom for, at han var den rette ejer af lejligheden. A førte blandt andet en række vidner der forklarede, at overdragelsen efter deres forståelse havde været proforma, og at det var A, der var den reelle ejer.

Både landsret og Højesteret lagde til grund, at overdragelsen var sket proforma. Både landsret og Højesteret udtalte dernæst, at A siden 2001-2002 havde holdt det skjult for sine kreditorer, at hun anså sig som ejer af andelslejligheden. En dom i overensstemmelse med A’s påstand ville betyde, at A potentielt kunne råde over andelslejligheden uden om kreditorerne, der i mellemtiden havde indgået forlig med A. På den baggrund fandt både landsret og Højesteret, at A’s påstande måtte afvises. Da begge instanser fandt, at overdragelsen var sket proforma, blev A frifundet for B’s påstand om, at han var den reelle ejer.

Resultatet ville formentlig have være et andet, hvis det havde været A’s kreditorer, der havde anlagt sag og påstået, at der var tale om en proforma overdragelse. I givet fald må det antages, at domstolene ville have givet kreditorerne medhold i, at andelslejligheden tilhørte A, således at kreditorerne fik mulighed for at inddrive deres krav gennem andelens værdi.

Dommen er i tråd med tidligere praksis fra domstolene, der i flere sager har afvist at hjælpe parter med at redde trådene ud efter ulovlige aftaler. Et eksempel herpå er aftaler om sort arbejde og lignende aftaler, der har til formål at undgå betaling af skat og afgifter. Indgår man f.eks. en aftale med en håndværker om at udføre sort arbejde på et hus, vil domstolene afvise at tage stilling til en efterfølgende sag om f.eks. betaling for arbejdet eller mangler ved arbejdet.