23 januar 2025
Udfyld formularen eller ring til os 7572 4100
Ved udførelse af et byggeri vil en bygherre typisk have brug for rådgivning af såvel arkitekt som ingeniør.
Såvel arkitekt som ingeniør vil som det klare udgangspunkt have en professionel ansvarsforsikring, der som minimum dækker ting – og formueskade med kr. 2,5 millioner pr. skade pr. år. Ved større byggerier vil dækningssummen typisk bliver forhøjet. Forsikringen dækker således, hvis rådgiveren begår ansvarspådragende fejl i forbindelse med projekteringen.
Herved opnår bygherren den sikkerhed, at der er forsikringsdækning, hvis rådgiveren begår ansvarspådragende fejl ved projekteringen, der medfører skade på byggeriet.
Bygherren kan vælge at indgå en totalrådgiveraftale, hvorved ansvaret for såvel arkitekt- som ingeniørrådgivningen samles hos en rådgiver. Bygherren opnår her alene at have en aftalepart, som har påtaget sig ansvaret for den samlede projektering, hvorved ansvarsforholdene for projekteringen som udgangspunkt er tydelige.
Bygherren skal dog være opmærksom på, at sådan er det ikke altid i praksis.
Det er således ikke usædvanlige, at en totalrådgiver i udbudsmaterialet overlader projekteringen til leverandør eller udførende entreprenør. Dette sker for eksempel, hvis leverandøren eller entreprenøren har en specialviden, eller der er tale om særlige konstruktioner.
På trods af indgåelse af en totalrådgiveraftale, hvorved det fremgår, at totalrådgiveren har det fulde ansvar for projekteringen, accepterer Voldgiftsretten for Bygge- og Anlæg, at dele af ansvaret for projekteringen flyttes væk fra totalrådgiveren – ofte uden, at bygherren er opmærksom på det, herunder de forsikringsmæssige konsekvenser af dette.
En leverandør og/eller entreprenør vil således ikke have forsikringsdækning for ansvarspådragende fejl ved projekteringen via deres sædvanlige ansvarsforsikringer. Herved mister bygherren mulighed for at opnå forsikringsdækning ved ansvarspådragende projekteringsfejl, hvilket kan have større økonomiske konsekvenser.
Totalrådgiveraftalen bør derfor tydeligt og klart tage højde for, at totalrådgiveren overfor bygherren fortsat bærer det fulde ansvar for projekteringen, uanset at totalrådgiveren overlader projekteringen til leverandør og-/eller entreprenør. For en sikkerheds skyld bør aftalen også sendes til ansvarsforsikringsselskabet, således at forsikringsselskabet også har godkendt vilkåret.